Nyheder 2016

Thu

03

Nov

2016

Trafikforbedrende tiltag omkring Dyrehavegårds jorder

Kære medlemmer

 

Jan Steiner og Arne Kraglund deltog i et orienteringsmøde den 1/11 på Rådhuset om de trafikale løsninger, der planlægges i vores område omkring Dyrehavegårds jorder.

Andre inviterede var repræsentanter for øvrige nabo(grund)ejerforeninger, boligforeninger, skoler, institutioner og virksomheder. Desuden deltog medarbejdere fra forvaltningen, Sofia Osmani og Simon Pihl Sørensen samt Viatrafik, der havde lavet forslagene.

Formålet med mødet var gennemgang af forslagene for at få vores feed-back. Der var en livlig debat.

Forslagene, som ikke er endelige, dækkede forbedringer forskellige steder. Hvis I gerne vil vide mere henviser vi til vores lukket området for medlemmer. Se under "Temaer & Arrangementer" og "Dyrehavgård". Der findes nogen slides og supplerende kommentarer fra bestyrelsen.

Ikke medlem endnu ? Så bliv medlem nu og få muligheden til at sende eventuelle bemærkninger til foreningen, hvorefter vi vil samordne dem bedst muligt. 

For at vi kan nå at bearbejde jeres kommentarer, bedes I venligst sende dem senest 10. november.

 

Med venlig hilsen

Hjortekær Grundejerforening

 

 

0 Comments

Wed

06

Apr

2016

Familieskovtur ad naturskønne stier

 

 

Familieskovtur ad naturskønne stier til Rådvad, Mølleåen og Dyrehaven

 

Hjortekær Grundejerforening inviterer til skovtur for medlemmer, deres børn og børnebørn.

 

Vi mødes søndag den 29. maj kl. 10.30 ved Hjortekærlågen.

 

Vores turguide bliver lokalhistoriker Henrik Mortensen, som vil fortælle om alle de forskellige spændende ting vi ser undervejs.

 

Vi går i samlet flok ad Skolestien mod Rådvad. Undervejs kigger vi nærmere på området med egehjorte. Vi går gennem Rådvad og videre mod Mathildebroen og Ellesumpen - et for mange ukendt område. Her vil vi gøre ophold på broen. Dette område er noget helt unikt med dets fauna og insektliv. Man kan let forestille sig elverpiger og trolde på dette magiske sted. Det var her vores verdensberømte sølvsmed Georg Jensen fik sin inspiration gennem hans barndoms tætte kontakt med naturen. Herefter går vi tilbage til  Ellehuset/Rådvad Naturskole, hvor vi gør ophold en times tid og spiser vores medbragte mad. I samlet trop går vi mod Rådvad skole og videre tilbage mod Hjortekær ad Hegnsvej. Undervejs ser vi nærmere på en Helleriste og nyder udsigtspunktet ud over Eremitagesletten og slottet – og måske nogle hjorte. Vi forventer at være tilbage ved Hjortekærlågen ca. kl. 13.30.

Lidt praktiske ting:

I Ellehuset/Rådvad Naturskole er der mulighed for at komme på toilettet. I dårligt vejr kan vi sidde indenfor og spise. Alle steder kan der køres med klapvogn/ barnevogn. Turen vil også blive gennemført hvis det regner.

Husk madpakke og drikke, godt fodtøj, evt. regntøj og paraply og godt humør.

 

Vi glæder os til at se jer til denne skønne udflugt.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Hjortekær Grundejerforening

 

 

 

0 Comments

Wed

13

Jan

2016

Nytårshilsen: Status ved årsskiftet

Kære medlemmer

 

Så nåede vi ind i 2016, og dermed godt nytår til alle.

 

Der blev i 2015 godkendt tillæg til byplanen for Dyrehavegårds marker og for traceet vest for motorvejen. Efterfølgende købte Novozymes (NZ) en del af markerne, og ejeren bag forhandlingen af Maserati og Ferrari i Danmark købte en bid af traceet.

 

Gennem dialogmøder med politikere og forvaltningen i vores kommune arbejder vi sammen med de øvrige grundejerforeninger i området på at sikre, at resten af markerne forbliver grønne – i hvert fald i en betydelig årrække.

 

Vi har også haft flere møder i samme forum omkring de stadigt stigende trafikproblemer, der er i området, primært som følge af DTU’s ekspansion. Alle er enige om, at det bare bliver værre, og det endda før NZ er gået i gang. Kommunalbestyrelsen har vedtaget at bruge 20 mio. kr. på ombygning af vejene. Det vil vi ikke tage æren for, men vi tror, at beslutningerne bliver bedre, når vi systematisk leverer vores input om, hvordan trafikken afvikles og om, hvad vi mener, der skal gøres herude for at minimere generne. Det er jo ikke sikkert, at de, som på rådhuset arbejder for vores skattekroner, lige ved, hvor kritisk f.eks. krydset Rævehøjvej/Hjortekærsvej opleves, når vore unger skal i skole om morgenen.

 

NZ-byggeriet kører med en ambitiøs tidsplan med lokalplanarbejde i 2016, hvorefter NZ går i gang med forventet afslutning i 2018. Afviklingen af det byggeri giver naturligvis en del trafik, som ledes via Rævehøjvej, og derfor står den trafikudfordring også højt på vores dagsorden. Dialogen kommer til at fortsætte.

 

Grundejerforeningen kom på Facebook i 2015. Der har indtil nu ikke været den store aktivitet, men det må vi jo så sørge for, og skulle vi så ramme nye målgrupper i området er det godt. Vi er her: https://www.facebook.com/hjortekaer/?fref=ts

 

Bestyrelsen arbejder på at arrangere en tur i år for børn og bedsteforældre til Dyrehaven og Raadvad. Det kommer der mere om, når vi har detaljerne på plads.

 

Som de fleste sikkert har opdaget, er støjskærmen langs motorvejen på strækningen fra Rævehøjvej til Vejporten på vej. Vi glæder os, til den bliver færdig, når vi tager haverne i brug til sommer.

 

2016 bliver året med ny affaldsordning, hvor vi i Hjortekær får en ekstra affaldsbeholder med 4 rum til sortering af papir, glas, plast og metal. Beholderen kommer efter planen i april. Der er mere information HER og på linket: http://www.visortererogså.dk/ . Bemærk, at hvis man i forvejen ikke fylder sækken med dagrenovation op, så er der mulighed for tømning hver anden uge imod reduceret affaldsgebyr.

 

I denne måned sender vi den årlige kontingentopkrævning ud. Sidste stigning var i 1999. Vi hæver årskontingentet fra 75 kr. til 100 kr. Det skyldes bl.a., at vi nu skal til at betale for at låne skoletorvet til generalforsamlingen, hvilket vi dog ikke er tilfredse med.

 

Til sidst kan vi oplyse, at den kommende generalforsamling er fastsat til den 28. april 2016 kl. 19. I år kommer en repræsentant for Novozymes for at fortælle om deres projekt. Reservér aftenen.

 

Godt nytår til alle her i Hjortekær.

 

På hele bestyrelsens vegne

 

Arne Kraglund

 

 

0 Comments

Del os på

 

Ikke medlem endnu? 

Bliv medlem nu og få adgang til alt.

Kodeordsbeskyttede områder forbeholdt medlemmer.

Seneste Nyheder

 

Læs om mailservice her.